Preben Friis-Hauge i bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet
Forfatter: News
Regionsråds- og byrådsmedlem Preben Friis-Hauge (V) indtræder i Nationalpark Vadehavets bestyrelse.
Preben Friis-Hauge er udpeget til bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet af miljøminister Kristen Brosbøl efter indstilling af Varde Kommune.
”Varde Kommune har for ganske nylig vedtaget en omfattende og ambitiøs vision for vores kommune. Visionens udgangspunkt er vores unikke natur, så arbejdet med Nationalpark Vadehavet er afgørende vigtigt for Varde Kommune. Vi har som kommune lagt mange kræfter i Nationalpark Vadehavet, netop fordi Nationalpark Vadehavet er og bliver en central del af fortællingen om Varde Kommune. Derfor ser jeg frem til at præge Nationalparkens fremtid i bestyrelsen”, siger Preben Friis-Hauge (V).
I Danmark omfatter Nationalpark Vadehavet 1459 kvadratkilometer i kommunerne Varde, Fanø, Esbjerg og Tønder, og er dermed Danmarks største Nationalpark. Nationalparken grænser helt op til Varde by via Varde Ådal, hvilket giver indbyggere og besøgende i Varde en helt unik adgang til Nationalparken.
”Nationalpark Vadehavet er et unikt stykke natur, som vi er så privilegerede at have direkte adgang til i Varde Kommune. Nationalparken er en hjørnesten i den vidtfavnende vifte af attraktioner, som vi i Varde Kommune kan tilbyde både indbyggere og turister. Jeg ser frem til arbejdet med at udvikle Nationalpark Vadehavet, så endnu flere får lyst til at opleve vores fantastiske, vilde natur i Vestjylland”, siger Preben Friis-Hauge (V).
Preben Friis-Hauges mandat i bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet starter den 8. februar 2015 og løber i fire år.