Politiet søger vidner til seriehærværk i Ølgod
Forfatter: Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Har du videoovervågning fra Ølgod, opfordrer politiet til, at du ser det igennem
Ølgod blev natten til torsdag ramt af seriehærværk. Adskillige bilejere henvendte sig torsdag morgen til Syd- og Sønderjyllands Politi og anmeldte, at deres biler var blevet punkteret i løbet af natten. De ramte biler holdt parkeret i Bjerggade, Nygade og Nørregade i Ølgod by.
Politiet efterforsker sagerne og vil gerne høre fra personer, der har oplysninger om hærværket. Er der private, som har overvågning fra boliger eller biler i nærheden af det berørte område, så beder politiet om, at man gennemser overvågningen fra onsdag 3. klokken 23.00 til torsdag den 4. juli klokken 05.30.
Har du oplysninger i sagen eller relevant videoovervågning, kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4 eller ved henvendelse til nærbetjenten i Ølgod i åbningstiden onsdag fra klokken 13-15 i Ølgod Sundhedshus, Vestergade 10 i Ølgod.