Nordisk Biblioteksuge - Højtlæsning i skumringstimen..

Nordisk Biblioteksuge - Højtlæsning i skumringstimen..

06-11-2014, 05:49 - Ølgod

Forfatter: News

Mandag den 10. november er den store højtlæsningsdag i ”Nordisk Biblioteksuge”. I årets biblioteksuge er temaet ”Trolde i Norden”. Ølgod Bibliotek fejrer dagen med højtlæsning for børn og voksne.

 

I morgengryet læser Hanne Bech kapitel 2 fra ”Mumifar og havet”. Mumifar og havet” er genoptrykt på dansk i ”Mumitrolden”.

 

Om eftermiddagen i Skumringstimen, læser Hanne Bech op fra Jan Mogensens bog: ”De uartige Troldunger”. Højtlæsningen er for de 7 – 9 årige kl. 14.30.

 

Kom og hør de sjove historier om de uartige og dovne troldunger, Olle, Kolle og Rolle. De tre troldunger bor i troldehøjen sammen med Lilletrold, Troldemor, Troldefar og deres to søstre. Og det er ikke småting, de tre finder på for at slippe for at gøre deres kedelige pligter - så som at hente vand til troldemors vaskedag eller passe Lilletrolden – eller sørge for at få pandekager med sukker og syltetøj til middag, hver dag i resten af deres liv!

 

Om aftenen er der Skumringstime for de voksne med oplæsning fra bogen ”Stallo” skrevet af den svenske forfatter Stefan Spjut ved forstander Jytte Aggeboe fra Ølgod Efterskole.

Arrangører: Ølgod Bibliotek, Multietnisk Forenings Lektiecafe og Kulturdage- foreningen.

 

Ølgod Bibliotek Mandag den 10. november 2014 kl. 14.30. (fri entrè)

 

SAMT

 

Højtlæsning i skumringstimen

Verdens største højtlæsningsbegivenhed? Ølgod Bibliotek fejrer Nordisk Biblioteksuge for 18. gang i stearinlysenes skær mandag den 10. november kl. 19.

 

Efterårs- og vinterdagene i Norden er særdeles korte. Før i tiden - inden der fandtes TV og computere - var højtlæsning og historiefortælling en elsket og udbredt tradition i den mørke tid.
Den 10. november 2014 giver Den Nordiske Biblioteksuge igen mulighed for at give den gamle nordiske fortælletradition nyt liv. Det bliver en uge fyldt med oplæsninger, udstillinger, debatter og andre former for kulturoplevelser på biblioteker, skoler og andre lokaliteter rundt om i Norden og Baltikum.


Måske sættes der verdensrekord når tusindvis af mennesker i de nordiske og baltiske lande på samme tid og på mere end 2000 lokaliteter lytter til højtlæsning på sine respektive sprog.  Temaet i år er ’Trolde i Norden’. Der læses højt fra romanen ’Stallo’ skrevet af den svenske forfatter Stefan Spjut.

Skumringstimen fejres på Ølgod Bibliotek, hvor oplæser er forstander Jytte Aggeboe fra Ølgod Efterskole.

Arrangementet er gratis. Der er ingen tilmelding.