Livredderne åbner badesæsonen på Hvidbjerg Strand
Forfatter: Tistrup Mediehus - Pia
Fredag den 28. juni tager TrygFondens kystlivreddere hul på endnu en sæson på Hvidbjerg Strand. Her holder de et vågent øje med badegæsterne hver dag kl. 10-18 frem til den 21. august. Livredderne er klar til at træde til, hvis personer får problemer i vandet, og både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi tårnet, hvor livredderne gerne fortæller om badesikkerhed og om de særlige forhold på stranden.
Som vanligt åbner livredderne fra TrygFonden Kystlivredning tårnene på strandene, når skoleeleverne går på sommerferie. De knap 200 livreddere, som i løbet af sommeren bemander de 34 livreddertårne rundt om i landet, glæder sig til at møde en masse badegæster.
- I løbet af foråret har livredderne trænet intensivt for at blive klar til badesæsonen, og nu er det endelig tid til at komme ud på strandene. Hvis der opstår farlige situationer i vandet, er livredderne klar til at træde til med hjælp. Men det forebyggende arbejde er også en stor del af livredderjobbet. Derfor er livredderne opmærksomme og klar til at gribe ind, hvis der er situationer, som potentielt kan udvikle sig og bringe personer i fare, fortæller René Højer, projektchef i TrygFonden.
René Højer opfordrer strandgæsterne til at komme forbi og få en snak med livredderne i løbet af sommeren. Livredderne viser gerne deres livredderudstyr og fortæller, hvad man særligt skal passe på, når man bader i havet.
I 2023 gennemførte TrygFondens kystlivreddere 58.058 indsatser, hvoraf de 28 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.
Hjælp dit barn med at blive tryg i vandet
Sommerens strandture er oplagte til at træne med børnene, så de bliver trygge i vandet. Ved alle TrygFondens livreddertårne kan man finde inspiration til forskellige lege og øvelser, som hjælper børnene til at blive bedre svømmere og lærer dem, hvordan man redder sig selv og andre i vandet.
- Vi ved fra undersøgelser, at hver tredje 7-14-årige nogle gange føler sig usikker, når han eller hun skal svømme, og blandt dem i aldersgruppen, som ikke kan svømme, vil 91 pct. gerne lære det. Så der er stor interesse blandt børn for at lære at svømme og blive mere sikre i vandet. Som forældre kan vi hjælpe børnene ved at gå i vandet med dem og motivere dem gennem leg og øvelser. Ved vores livreddertårne er der forslag til vandøvelser, og livredderne er naturligvis også klar til at vejlede i, hvilke øvelser der passer til de forskellige aldersgrupper, siger René Højer.
TrygFonden har også opsat en indendørs udgave af livreddertårnet i knap 60 svømmehaller rundt om i hele landet, som er fyldt med ægte livredderudstyr til fri afbenyttelse, så børn og voksne kan lege og lære livredning. Ved udgangen af 2024 vil der være livreddertårne i 71 svømmehaller.