JANUS KUNSTFORMIDLINGSPRIS
Forfatter: Tistrup Mediehus - Henry
JANUSPRIS til Peter Kær
Lørdag den 4. september kl. 14 overrækkes den nyindstiftede JANUS KUNSTFORMIDLINGSPRIS til kunsthistoriker Peter Kær, som bl.a. vil være kendt fra TV.
For de fleste mennesker er Peter Kær kendt som TV-vært på populære programmer som ’Hvem vil være Millionær’, ’Hit med sangen’ og ’Aftenshowet’. Altså underholdning i den lettere genre, hvor Peter Kær så ud til at befinde sig som en fisk i vandet i rollen som den sjove og charmerende vært.
Hvad får én til at skifte spor fra et job som vellønnet studievært på prime time tv til formidler i kunstens tjeneste? For det var lige præcis, hvad Peter Kær gjorde. Efter mange år i branchen begyndte han at savne fordybelse og tid til at arbejde på en anden måde. Han var træt af korte deadlines og længtes efter at kunne fordybe sig i et emne, lave research og blive nærmest ekspert på området. Peter Kær forfulgte sin drøm. Han begyndte at læse kunsthistorie, og i 2013 var han færdiguddannet som cand.mag. i kunsthistorie og kulturformidling. Her kan han forene sin interesse for kunst med sine mangeårige erfaringer med formidling.
Han arbejder nu med at undervise i kunst og kunstforståelse, arrangere kunstcaféer og museumsomvisninger. Han har været vært for tv-programmer om kunst og historieformidling for DR, blandt andet i programmer som: ’1000 års dansk kunsthistorie’, ’Scavenius & Kær på tur i Kunsthistorien’, ’Mord i Middelalderen’ etc. Desuden er der julekalenderen, ’Kærs Kunstkalender’, en videokalender i 24 afsnit, der har kørt i flere sæsoner og er meget populær.
Vi er særdeles glade for at kunne præsentere årets prismodtager. Ligesom han var som TV-vært, er Peter Kær som kunsthistoriker en forrygende god formidler og en gudsbenådet fortæller. Veloplagt og med humor formår han at engagere sit publikum i en grad, så han kan omvende selv den mest uinteresserede eller fjendtligt indstillede rindalist til at blive kunstelsker.
Lidt om prisen
JANUS KUNSTFORMIDLINGSPRISEN er indstiftet i anledning af KunstmagasinetJANUS’s (tidligere HRYMFAXE) 50-års jubilæum. Prisen uddeles hvert andet år og tildeles en eller flere personer, som har gjort en særlig indsats for formidlingen af billedkunst.
Prisen er en fortsættelse af tidligere uddelinger fra tidsskriftet, hvor HRYMFAXE’s Jubilæumspris i perioden 1990 til 2005 blev tildelt kunsthistoriker og forfatter Poul Vad, udgiver af North Art Magazine Bent Petersen, kunsthistoriker og forfatter Lise Gotfredsen, kunsthistoriker og forfatter Søren Elbak og kunsthistoriker og museumsleder Leila Krogh.
Den nye JANUS KUNSTFORMIDLINGSPRISEN er indstiftet af medstifter og mangeårig redaktør af tidsskriftet billedkunstneren Bjarke Regn Svendsen. Prisen består af 10.000 kr. og et maleri.
En kunstformidlingsdag
Begivenheden markeres med en hel dag i kunstformidlingens tegn. Fra 10-17 vil der på forskellig vis sættes fokus på formidling, og samtidig vil der være gode tilbud i butik og café.
Der bydes bl.a. på flere rundvisninger, og man vil kunne se samtlige numre af tidsskriftet udstillet, fra den primitive start til nutidens professionelle tidsskrift.
(Se nærmere program i ledsagende dokument).
Lørdag d. 4. september 2021
Åbent hus 10 – 17. Prisoverrækkelse kl. 14. Peter Kær vil være til stede.
Med venlig hilsen
Anne Grethe Sværke
Leder af JANUS