En samfundsengageret jubilar
Forfatter: henry
En samfundsengageret jubilar
Et arbejdsliv, der altid har handlet om landbrug, runder nu de 40 år. Holger Bjørnskovs jubilæum markeres ved en reception i Billund fredag den 5. februar.
Holger Bjørnskov, landbrugsspecialist i mæglerbutikken LandboGruppen Jysk i Billund, har altid karrieremæssigt og privat haft et stort samfundsengagement som drivkraft. Hans lyst til at påvirke og gøre en forskel har præget hans fritid - og hans arbejdsliv.
Privat er han foreningsmenneske med stort F. I sit nærområde har han siddet i byråd, skolebestyrelse, andelskassebestyrelse og halbestyrelse - blot for at nævne et udvalg. I dag er han stadig formand for Tistrup Erhvervs- og Borgerforening.
Arbejdsmæssigt når han den 1. februar til 40-års jubilæet i et skiftende arbejdsliv, der altid har handlet om landbrug.
Efter en start som revisor og økonomisk rådgiver på Landbrugscentret i Grindsted, blev en øget bevågenhed omkring vandløbsforhold anledning til, at Holger Bjørnskov gradvis kom til at arbejde med landboret, altså landbrugets erhvervsjuridiske forhold. Arbejdet her førte ham i 1997 ind i Ribe Amts Landboforeninger, hvor han blev tilknyttet som sekretær, samtidig med at han også videreuddannede sig til ejendomskonsulent.
I Ribe Amts Landboforeninger drog han nytte af det netværk, de mange år i det lokale foreningsarbejde havde givet ham. Det var også i den periode, Holger blev valgt til Ølgod Byråd på en lokalliste. Temmelig uventet, ifølge ham selv. Hans placering burde ikke give valg, men det gjorde den - og det blev en absolut lærerig periode, fortæller han. Her havde han blandt andet en finger med i spillet omkring etablering af både kunstbygning og hal i Tistrup.
I 2008 var Ribe Amts Landboforeninger på grund af fusioner reduceret til kun to foreninger, og foreningen blev nedlagt.
I nogle år var Holger Bjørnskov afdelingsleder for ejendomskontoret på landbrugscentret i Grindsted indtil 2009, da han og de øvrige medarbejdere flyttede til Billund som følge af den fusion, der førte til dannelsen af Jysk Landbrugsrådgivning.
Her fandt Holger hurtigt sin rette plads i det dengang nystartede, landmandsejede mæglerselskab, LandboGruppen Jysk, hvor han fungerer som specialist på landbrugshandler. Det blev muligt i kraft af en gennemført akademiuddannelse til mægler i 2011.
Holger Bjørnskovs jubilæum markeres ved en reception i Billund den 5. februar.