Anita Gammelby, 40-års jubilæum på Primo Danmark A/S
Forfatter: Tistrup Mediehus - Pia
For 40 år siden, i 1984, begyndte rejsen for Anita ved Tovværksfabrikken lokaliseret i Esbjerg.
D. 14. marts 2024, 40 år senere, er vi så heldige ved Primo Danmark i Tistrup, at Anita kan fejre sit 40-års jubilæum.
Igennem 40 år har Anita stiftet bekendtskab med forskellige arbejdsfunktioner. Først på lønningskontoret, efterfuldt af IT ansvarlig, bogholder og regnskab. I dag sidder Anita som operationel indkøber for alt vores emballage, samt indkøbte varer til vores byggemarkeds-afdeling. Anita er med til at sikre at vi har disse varer hjemme, således vi kan pakke i vores produktion, og vores kunder får de varer de ønsker. Derudover har Anita siddet i bestyrelsen ved Epsotech i 5 år, og SU-udvalget i 20 år.
Anita er en yderst kompetent medarbejder, der er vant til at have en masse ”hatte” på, og samtidig sikre sig overblikket. Anita sætter stor ære i at gøre tingene med omhyggelighed og ordentlighed. Hun er yderst vellidt af kollegaer på tværs af organisationen og hendes gode humør, venlighed og måde at gå til tingene på, er en stor værdi for Primo Danmark A/S.
Privat er Anita gift med Eskild. De er bosat i Tarp, hvor de har haft base siden 1984. Anita har to voksne børn og et barnebarn på vej, hvilket hun glæder sig til. Anita er aktiv og der skal helst ske noget. Om det er at mødes med strikkeklubben, vinklubben, en tur på camping, i sommerhuset, skiferie, sommerferie, eller renovering af et hus i Esbjerg med hendes mand. Rejser og oplevelser med familien er især noget der betyder noget for Anita. Skal Anita dog slappe lidt af, skal det gerne være i forbindelse med noget kreativt, det kan være alt fra symaskine, stik, kreativitet eller hækling.
Vi fra Primo Danmark A/S ønsker Anita mange tak for indsatsen, vi håber på mange gode år endnu.
Vi ønsker Anita alt det bedste og et hjertelig tillykke med jubilæet.
Med venlig hilsen
Jannie Bloch